Tilbagefaldsbehandling
Tilbagefaldsbehandling er for dig, der har gennemgået en primærbehandling, og som har praktiseret at leve ædru/clean efter et helbredelsesprogram, men som forsat har det svært i helbredelsen.
Helbredelsesprocessen kan af forskellige årsager gå i stå, for umærkeligt at gå over i en tilbagefaldsproces, som et symptom på kemisk afhængighed i ædru og clean tilstand. Et symptom, der betyder, at du umærkeligt glider over i en række gamle destruktive mønstre, som griber ind i og forstærker hinanden, indtil du til sidst ikke ser anden udvej, end en tilbagevenden til brug af alkohol og/eller stoffer.
Behandlingen består i at standse den selvnedgørende proces, inden du vælger at tage alkohol eller stoffer igen samt at lære sine mønstre at kende og blive i stand til at håndtere dem konstruktivt.
Tilbagefaldsbehandling henvender sig først og fremmest til dig, der har oplevet en tid med følelsen af bedring, men som af mere eller mindre ubevidste årsager har det svært som ædru eller clean og risikerer at bevæge dig mod et eller flere tilbagefald.
Årsagen til tilbagefald skal her som oftest findes i problemområder bag den kemiske afhængighed. Erfaringen viser således, at har du først fundet frem til kernen i dit personlige selvnedgørende tilbagefaldsmønster, vil løsningen og håndteringen heraf naturligt medføre bedring på en række områder i tilværelsen, altså en gennemgående forbedret livskvalitet.
Tilbagefaldsbehandling foregår som 1:1 samtaler.
Tilbagefaldsbehandling
De fem faser:
1. Stabilisering.
Her gennemgås de værktøjer og helbredelsesaktiviteter, som du havde til rådighed før tilbagefaldet, og i hvilket omfang du var i stand til at anvende dem. I denne fase udarbejdes også en midlertidig plan til forebyggelse af tilbagefald, medens behandlingen pågår, bl.a. ved at udarbejde en interventionsplan, såfremt tilbagefald alligevel skulle finde sted.
2. Vurdering.
Her gennemgås din livshistorie og forløb i forbindelse med kemisk afhængighed sammenholdt med rehabiliteringsforsøg og tilbagefaldshistorie. Du vil gennem denne fase få indsigt i sammenhænge mellem dine adfærdsmønstre og tilbagefald. Der vil tegne sig et begyndende billede af mulige årsager til tilbagefald.
3. Identifikation af advarselstegn.
Denne fase er kernen i tilbagefaldsarbejdet. Du gennemgår en liste over generelle advarselstegn, og udarbejder på denne baggrund en foreløbig liste over dine personlige og konkrete advarselstegn. Efter forskellige analyser, udarbejdes den endelige liste over advarselstegn. Disse lægges i en bestemt rækkefølge, hvorved der tegner sig et helt personligt mønster omkring tilbagefald.
4. Håndtering af advarselstegn.
Hvert enkelt advarselstegn udmøntes i tanker, følelser, trang, handling og relationer til andre mennesker. Du lærer en ny og konstruktiv måde at håndtere hver del af mønstret af det samlede mønster. I denne fase indøves også forskellige afspændingsteknikker og måder at håndtere stress på, således at impulsive og uoverlagte handlinger kan undgås.
5. Planlægning af forbedret helbredelsesprogram.
Her gennemgås diverse muligheder for en forbedret livsstil på baggrund af den indsigt, du har opnået gennem den forudgående behandling. Det handler bl.a. om professionel rådgivning, selvhjælpsprogrammer, kostplan, motion, håndtering af stress, spirituel udvikling, udarbejdelse af dagsplan og aftenransagelse. Efter gennemgang udarbejder du en ugeplan, som indeholder de helbredelsesaktiviteter, du skønner er nødvendige for fortsat personlig vækst.
Udviklet af Terence T. Gorski, CENAPS
Har jeg behov for en afklarende samtale?
En samtale er gratis og 100 % uforpligtende, men kan være en god hjælp til at afgøre, om der er tale om et behandlingskrævende misbrug.